I landsbyen Munke midt på Avernakø ligger Avernakø Gårdbutik, som er et lille familiedrevet landbrug. I den hyggelige... Læs mere
Mandag | Åben for selvbetjening |
---|---|
Tirsdag | Åben for selvbetjening |
Onsdag | Åben for selvbetjening |
Torsdag | Åben for selvbetjening |
Fredag | Åben for selvbetjening |
Lørdag | Åben for selvbetjening |
Søndag | Åben for selvbetjening |
I landsbyen Munke midt på Avernakø ligger Avernakø Gårdbutik, som er et lille familiedrevet landbrug. I den hyggelige gårdbutik sælger de lækre kvalitetsprodukter fra egen avl. Her finder du altid frosset lamme- og oksekød fra deres egne dyr, og der er et stort udvalg af forskellige udskæringer. Når det er slagtetid, kan du også være heldig at få fingrene i fersk kød, men så skal du være hurtig, for det får hurtigt ben at gå på. Ønsker du at købe et helt eller halvt lam, kan det desuden bestilles og afhentes ved gårdbutikkens slagter. Udover det smagfulde kød finder du også et stort udvalg af friske grøntsager fra egen avl samt lækker koldpresset æblemost i gårdbutikken.
Avernakø Gårdbutik drives af Ulla og Flemming, der åbnede gårdbutikken i 2010. Flemming er født og opvokset på Avernakø, hvor han allerede som teenager solgte hjemmedyrkede kartofler til øens turister. I dag er han uddannet gartner og har sammen med Ulla drevet landbrug på øen siden 1995. Mens Flemming får jord under neglene i marken, står Ulla for den daglige drift af gårdbutikken samt udlejning af gårdens ferielejlighed. Parrets datter, Anne, hjælper også til, når hun har mulighed for at vende hjem til øen. Hun er ved at uddanne sig til fåreavler, og det er planen, at hun på sigt skal stå for, og udvide, gårdens fårebesætning.
På gården avler Ulla og Flemming lam og Hereford kvæg, samt periodevist et mindre antal af Sortbroget dansk landrace svin. Fårene er en blanding af de tre racer Texel, Suffolk og Gotlænder, da det giver kødfulde og magre lam. I sommerhalvåret græsser fårebesætningen på strandenge, hvor den salte havluft og de vilde urter er med til at give karakteristisk smag til lammekødet. I vinterhalvåret kommer fårene på stald, hvor de fodres med korn og ensilage fra gårdens egne marker. I gårdbutikken kan man købe et stort udvalg af det lækre lammekød i forskellige udskæringer som kølle, mørbrad og hakket kød.
Gårdens grise er glade dyr med krølle på halen, der går ude året rundt, hvor de har rig mulighed for at rode i jorden. Grisene tjener et vigtigt formål på gården, da de hjælper med at endevende jorden på græsstykker, der skal omlægges. Når de går rundt og roder i jorden i deres jagt på insekter og rødder, bidrager de også med værdifuld gødning til de nye afgrøder. Kødet fra sortbroget dansk landrace er mørkt, velsmagende og saftigt, mens fedtet har en sød og nøddeagtig smag. Det smagfulde svinekød kan naturligvis også købes i gårdbutikken i forskellige udskæringer og som spegepølser, rullepølse og frankfurtere, når det er slagtetid.
Herefordkvæget går på græs i sommerhalvåret, hvor køerne kælver og går på græs med deres kalve hele sommeren. Om vinteren kommer dyrene på stald og fodres med ensilage og korn fra gårdens egne marker. Det lækre oksekød kan bl.a. købes i gårdbutikken som steaks, diverse stege, hakket kød og pålægsprodukter.
Siden 2017 har Ulla og Flemming forpagtet en æbleplantage på Avernakø, da de havde en stor drøm om at lave deres egen friskpressede æblemost. Avernakømosten laves af 100 % ren æblemost og presses om efteråret på et mobilt mosteri helt uden brug af tilsætningsstoffer. Her omdannes de saftige æbler til 4-5000 liter lækker æblemost, der kan købes i gårdbutikken.
Gårdens gamle stald blev i 2020 omdannet til en ferielejlighed med to dobbeltværelser, bad, køkken-alrum og sydvendt terrasse. Ferielejligheden ligger i forbindelse med Avernakø Gårdbutik og emmer af dansk sommerhushygge. Hvis du holder ferie her, bor du i hjertet af byen Munke med udsigt til det Sydfynske Øhav og Ærø. Der er rig mulighed for at gå på opdagelse i den nærliggende natur, og der er kun fem minutters gang til stranden.