Lidt udenfor Aalborg ligger mikrogartneriet Milpahave, der drives efter økologiske principper helt uden pesticider. Her... Læs mere
Mandag | 09:00 - 17:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 - 17:00 |
Onsdag | 09:00 - 17:00 |
Torsdag | 09:00 - 17:00 |
Fredag | 09:00 - 17:00 |
Lørdag | 09:00 - 17:00 |
Søndag | 09:00 - 17:00 |
Lidt udenfor Aalborg ligger mikrogartneriet Milpahave, der drives efter økologiske principper helt uden pesticider. Her kan man købe en masse forskellige grøntsager og krydderurter som rødbeder, kål og salat. Derudover kan man også finde en masse spændende produkter, der ikke normalt dyrkes i Danmark. Her er der bl.a. tale om Huacatay mynte, boliviansk koriander (papalo) og mexicansk skalletomat (tomatillo). Der er endnu ikke en salgsbod, men det er muligt at købe produkterne ved at kontakte Milpahave direkte.
Milpahave drives af Katherine Quinteros, der er født i El Salvador og opvokset i Storbritannien. Hun er uddannet arkæolog og har tidligere bl.a. arbejdet med at udarbejde dyrevelfærdslovgivning for Europa-Kommissionen. Hun har dog altid været interesseret i landbrug og den rolle landbruget har spillet i udviklingen af den menneskelige civilisation. Da Katherine i 2015 fik tvillingepiger med sin danske mand, besluttede de sig for at flytte til Danmark. Her slog de sig ned i et lille gult gårdhus lige udenfor Aalborg, hvor hun anlagde haven, der siden hen blev til Milpahave.
Navnet Milpahave er en sammensætning af det danske ord ’have’ og ordet ’milpa’, som stammer fra det mellemamerikanske Nahuatal sprog. Milpa refererer til en oldgammel dyrkningsteknik, der har rødder helt tilbage til Maya-civilisationen. Milpa-teknikken er en vigtig del af de mellemamerikanske indfødtes kulturelle identitet, og navnet Milpahave afspejler derfor både Katherines kulturelle og interessemæssige baggrund.
Katherine startede Milpahave, da hun mærkede et behov for at forlade kontorverdenen og få jord under neglene. Hun ønskede at dyrke sine egne grøntsager og krydderurter og samtidigt styrke den lokale biodiversitet. Milpahave er en såkaldt gravefri have, hvor man ikke forstyrrer jorden ved at grave eller bruge maskiner. Dette beskytter jordens svampenetværk og resulterer i mindre ukrudt og en sundere jord. I sidste ende giver det grøntsager og urter, der er sprængfyldt med næring og smag.
Milpahave leverer krydderurter og grøntsager til flere lokale restauranter bl.a. den latinamerikanske restaurant Menendez og Aalborgs første veganske foodtruck VeganDottír.