I de smukke nordsjællandske omgivelser mellem Fredensborg og Humlebæk ligger Naurgårdens Frugtplantage, hvor man i... Læs mere
Mandag | Åben for selvbetjening |
---|---|
Tirsdag | Åben for selvbetjening |
Onsdag | Åben for selvbetjening |
Torsdag | Åben for selvbetjening |
Fredag | Åben for selvbetjening |
Lørdag | Åben for selvbetjening |
Søndag | Åben for selvbetjening |
I de smukke nordsjællandske omgivelser mellem Fredensborg og Humlebæk ligger Naurgårdens Frugtplantage, hvor man i salgsboden kan købe sæsonens frugt. Udover æbler, pærer og blommer, dyrker de også en masse forskellige bær i frugtplantagen. Hen over sommeren kan man derfor også købe friskplukkede ribs, stikkelsbær, solbær, hindbær og kirsebær i salgsboden.
Naurgårdens Frugtplantage er et familieforetagende, hvor arbejdet næsten udelukkende udføres af familien. I dag bestyres plantagen af Ulf Hardy-Hansen, som er fjerde generation af frugtavlere. Ulf er uddannet skovarbejder og selvlært frugtavler igennem sin opvækst på familiens frugtplantage. Disse to beskæftigelser supplerer fint hinanden, da spidsbelastningerne ligger på forskellige tider af året.
Familien Hardy-Hansen er faktisk ikke bare hvem som helst, når det kommer til frugtavl. Tilbage i 1927 stiftede Ulfs oldefar E. V. Hardy-Hansen landsforeningen ”Dansk Frugtavl”, der samlede alle danske frugtavlere i én organisation. Formålet med foreningen var at fremme plantning af frugttræer i Danmark og at medvirke til udviklingen af bedre dyrkningsformer. På dette tidspunkt var der utallige frugtplantager rundt omkring i landet, der dækkede den danske efterspørgsel på frugt. Der blev endda dyrket så meget frugt, at man kunne eksportere til andre europæiske lande. Dette ændrede sig desværre, da Danmark blev medlem af EF i 1972. De danske frugtavlere kunne ikke længere konkurrere med priserne på æbler fra udlandet, og i dag er der kun få frugtplantager tilbage i Danmark. Nu importeres det meste af vores frugt fra andre dele af verden.
På Naurgårdens Frugtplantage drømmer man om, at dansk frugtavl får en renæssance – og noget tyder på, at drømmen kan blive til virkelighed. Flere og flere danske forbrugere lægger efterhånden vægt på bæredygtighed, når de putter varer i kurven i supermarkedet. Dette har medført en øget efterspørgsel på dansk frugt, der er mere bæredygtigt pga. den kortere transportvej.
Frugten på Naurgårdens Frugtplantage er ikke økologisk, men dyrkes efter produktionskonceptet integreret produktion. Det vil sige, at man bruger et minimum af pesticider i dyrkningen, og der sprøjtes kun ved kraftige angreb fra skadedyr og svampe.
Slå et smut forbi frugtboden ved Naurgårdens Frugtplantage og støt deres arbejde med at dyrke lækker, lokalproduceret frugt.