Muffins med hindbær og hvid chokolade med bær fra Ømosebær

Muffins med hindbær og hvid chokolade

Om det er til søndagskaffen eller bare en kedelig tirsdag, så går man aldrig galt i byen med hjemmebagte muffins.
Disse er lavet med lækre røde hindbær ude fra Ømosebær i Ans. Om sommeren bugner markerne med alverdens bær – blåbær, solbær, jordbær, stikkelsbær, ribs og hindbær og når der er åbent for selvpluk, kan du tage familien under armen og plukke lige den mængde du har brug for. Hos Lars og Helle Madsen er der rig mulighed for at både børn og voksne får en hyggelig oplevelse i bærmarkerne.
Du kan gemme et stykke af sommerens smagfulde råvarer, ved at fryse nogle af bærerne ned. Det forringer hverken smag eller vitamin- og mineralindhold, og så kan de bruges direkte fra frost til bærkompot, i smoothies eller i disse muffins.

Opskriften giver ca. 12 muffins.

0:00 0:00 0:00 normal
Muffins med hindbær og hvid chokolade med bær fra Ømosebær

Ingredienser

75 g smør
150 g sukker
2 æg
175 g hvedemel
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. bagepulver
0,5 dl mælk
100 g røde hindbær
100 g hakket hvid chokolade
1 Knivspids revet citronskal

Tilberedning

  • 1

    Varm ovnen op til 180 grader.

  • 2

    Smørret smeltes og imens røres sukker og æg til en luftig masse. Sigt mel, vaniljesukker og bagepulver ned i massen. Tilsæt det afkølede, smeltede smør og mælk og vend til sidst hindbær, halvdelen af den hvide chokolade og revet citronskal forsigtigt i dejen.

  • 3

    Fordel dejen i muffinforme og bag midt i ovnen i ca. 20-25 minutter.

  • 4

    Lad kagerne afkøle, mens du smelter resten af chokoladen over et vandbad og smør derefter et lille lag på de afkølede muffins.