Rabarbertærte med mandel / marcipantop

Rabarbertærte med mandel/marcipantop

Rabarber er en af de lækreste forårsbebudere og de kan bruges på alverdens måder. I denne tærte beholder rabarberne meget af saftigheden, da de smagfulde røde stængler bliver dækket af et sødt lag af mandler og marcipan. Serveret med en klat vaniljecreme på toppen, spiller tærten perfekt og kan med fordel nydes i forårets skønne solstråler.

Disse rabarber kommer fra Marianne og Per, der siden 1993 har drevet Bakkely Gårdbutik i Viborg, hvor de bl.a. sælger grøntsager og frugter, som de selv dyrker i landskabet omkring Viborg og i Anhøj frugtplantage nær Støvring. Udover årstidens friske råvarer, finder du et stort udvalg af lækre specialprodukter – Bakkely er især mestre i at lave smukke gavekurve, der kan give glæde til enhver fødselar eller værtinde.

0:00 0:00 0:00 normal
Rabarbertærte med mandel / marcipantop

Ingredienser

Tærtedej

150 g smør
225 g hvedemel
1 æg
3 spsk. flormelis
1 Knivspids salt

Rabarberfyld

1 æg
75 g smør
75 g sukker
75 g mandler
75 g marcipan
150 g rabarber

Vaniljecreme

2 dl græsk yoghurt
en håndfuld mynte
revet citronskal
lidt vaniljesukker

Tilberedning

  • 1

    Smørret skæres i små stykker og smuldres sammen med mel, flormelis og salt. Det nemmeste er at bruge hænderne. Tilsæt ægget og saml dejen.

  • 2

    Lad dejen hvile i køleskabet en halv times tid. Imens kan du lave fyldet til tærten.

  • 3

    Rabarberne skylles og skæres i små stykker. Smørret smeltes og afkøles. Mandler hakkes meget fint, f.eks. i en minihakker. Rør æg og sukker sammen og tilsæt smør og mandler. Riv marcipanen og kom den i blandingen.

  • 4

    Rul dejen ud, så den passer til en tærteform. Prik dejen et par steder med en gaffel og forbag den i ca. 10 minutter ved 175 grader.

  • 5

    Tag tærten ud af ovnen og kom rabarber i bunden og derefter mandel/marcipanfyldet ovenpå. Bag tærten ca. 25-30 minutter, indtil overfladen er fin gylden. Når tærten er i ovnen, kan du med fordel røre græsk yoghurt sammen mynte, citronskal og vaniljesukker i lige de forhold du foretrækker.