Danmarks Bedste Gårdbutik 2020 - Stengårdens Økologiske Gårdbutik

Danmarks Bedste Gårdbutik 2020 er et økologisk slaraffenland

Nyheder

Danmarks Bedste Gårdbutik 2020 ligger i Nordsjælland, ikke meget mere end et stenkast fra stenbroen. Et enigt dommerpanel besluttede nemlig, at prisen ikke kunne gå til nogen andre end Stengårdens Økologiske Gårdbutik fra Bregnerød.

Elisabeth og Jens Otto Rasmussen har drevet Stengården i mere end 20 år, og det skinner tydeligt igennem. Deres flotte gårdbutik har et stort udvalg af lækre, økologiske produkter fra ind- og udland. De har desuden en stor egenproduktion af bl.a. mere end 100 forskellige grøntsager samt friske æg fra deres fritgående høns. Alt dette var noget, som dommerne lagde stor vægt på i deres beslutning. De var helt enige om, at Stengården har en god historie og et stærkt koncept med en klar linje fra gården til butikken. Og ud fra et bæredygtighedsparameter er det også en fordel, at de er 100 % økologiske.

”At give Stengården prisen er mere end bare et klap på skulderen. Det er en form for ’life-time achievement award’, der siger, at det har de sgu gjort godt,” sagde forbrugereksperten Flemming Birch om beslutningen.

Prisoverrækkelsen

Sidste år blev goforlocal-priserne uddelt ved et stort awardshow i Vejles Food Innovation House. Pga. hele corona-situationen var dette desværre ikke en mulighed i år. I stedet blev prisen overrakt hjemme på gården ved et mindre, corona-venligt arrangement for familie, venner og ansatte.

Ole Bondo Christensen, som er borgmester i Furesø kommune, var mødt op for at overrække den flotte statuette til vinderne. I sin tale fortalte borgmesteren, hvordan han og Elisabeth havde kendt hinanden, siden de sad som henholdsvis formand og næstformand i Det Grønne Råd. De havde dengang et fælles ønske om at gøre verden til et grønnere sted med mere økologi. Det har de hver især arbejdet for, på hver deres måde – han som politiker og hun som lokalproducent med jord under neglene.

”Tusind tak for jeres indsats for at skabe opmærksomhed omkring en mere bæredygtig omgang med naturen”, sagde borgmesteren, inden han overrakte dem den smukke, håndlavede goforlocal-statuette.

Udover borgmesteren var formanden for fødevarenetværket Smag på Nordsjælland’ Torben Bo Toft Christensen også mødt frem for at lykønske samarbejdspartneren. Han havde også et par pæne ord med på vejen: ”I viser vejen med økologien og gårdbutikken, og det er så fortjent, at I bliver hædret for det”.

Sidst, men ikke mindst, var Økologisk Landsforening også repræsenteret af Torben Blok. Han meddelte bl.a., at han fremadrettet ville blive bedre til at dreje ind til Stengården og handle ind, når han alligevel kom forbi på vejen op til sommerhuset.

Tusind tak for jeres indsats for at skabe opmærksomhed omkring en mere bæredygtig omgang med naturen.
- Ole Bondo Christensen, borgmester i Furesø kommune.