Lækkert kød fra Skotsk Højlandskvæg

Naturpleje: i den danske naturs tjeneste

Nyheder

Går du en tur i nogle af Danmarks mange smukke naturområder, er der god sandsynlighed for, at du møder en flok køer, heste eller får på din vej. Det ser hyggeligt ud, når dyrene går rundt og græsser og det er altid en god mulighed for dyreglade børn og voksne til at studere dyrene på tæt hold. Men har du nogensinde overvejet, hvilket formål dyrene egentlig tjener?

Naturpleje

Mange danske naturområder er såkaldte lysåbne naturarealer, der er afhængige af naturpleje. Hvis de ikke plejes på den ene eller anden måde, vokser de ganske enkelt til. Disse områder omfatter bl.a. hedelandskaber, engarealer og kystområder. Naturpleje med dyr er en af de mest naturlige og skånsomme måder at pleje et naturområde på. Dyrene går nemlig bare stille og roligt rundt og spiser af planterne, så området ikke vokser helt til.

Så når køer, får og heste går rundt i de danske naturområder, er de altså faktisk på arbejde. Deres fornemmeste opgave er at spise uønskede planter, som f.eks. invasive arter, så de mere sjældne planter får plads til at vokse. På denne måde øges biodiversiteten i naturområderne. Naturområder med biologisk mangfoldighed er godt for vores miljø, og det er derfor helt essentielt, at naturen i disse områder plejes.

Sundt og bæredygtigt kød

Det er dog ikke kun naturen, der nyder godt af de naturplejende dyr. Kød fra naturplejende kvæg, der mere eller mindre udelukkende lever af græs og andre grønne planter har vist sig at være sundere end konventionelt kød fra kvæg, der primært fodres med grovfoder. Der er nemlig generelt en lavere fedtprocent i kød fra såkaldt græsfodrede kvæg, mens indholdet af de sunde omega-3 fedtsyrer kan være op til fem gange højere.

Udover sundhedsværdien er der også en anden god grund til at spise kød fra naturplejende dyr. Kød fra dyr, der afgræsser vilde arealer, har et langt lavere CO2-aftryk end konventionelt kød. Grunden til dette er bl.a., at de ikke spiser kornbaseret grovfoder, som dyrkes på store landbrugsarealer. Deres foder vokser derimod vildt i naturen uden at blive dyrket eller transporteret. Desuden sælges kød fra naturplejende dyr oftest i lokalområdet, hvilket igen sparer en masse CO2 til transport.

Kød fra naturplejende kvæg, der mere eller mindre udelukkende lever af græs og andre grønne planter har vist sig at være sundere end konventionelt kød fra kvæg, der primært fodres med grovfoder.

Find din lokale naturplejer

Der findes mange lokalproducenter rundt omkring i det danske land, der har dyr gående i naturpleje. Hvis du vil finde din nærmeste naturplejer, kan du bruge vores søgeværktøj.

Én af vores naturplejende goforlocal-partnere er Sybergkvæg fra Hindsholm på Fyn. De vandt endda goforlocal-prisen 2020 i kategorien Danmarks Bedste Lokalproducent pga. deres fremragende oksekød. Deres oksekød kommer fra Skotsk Højlandskvæg, der året rundt fungerer som naturpleje på de nærliggende enge i Sybergland.

En anden fynsk lokalproducent, der er værd at nævne i forhold til naturpleje, er Jershave Naturkød/Jersore Galloway. Her er det Galloway kvæg, der afgræsser det nordfynske naturområder. De har endnu ikke vundet den eftertragtede goforlocal-pris, men til gengæld kan de prale af at have vundet Danmarks Naturfredningsforenings Naturplejepris i 2014 samt 15. Juni Fondens Naturpris i 2018.

Hvis vi vender blikket mod Jylland, finder vi også en del naturplejende lokalproducenter. Herovre er der dog i højere grad tale om får, som bl.a. afgræsser de jyske hedelandskaber. Oppe ved Aalborg ligger Rebildcentrets Gårdbutik, der både har naturplejende får og kvæg. Deres dyr plejer naturen i ådalsområdet omkring Lindholm Å, og det lækre kød kan købes i deres hyggelige gårdbutik.

Sidst, men bestemt ikke mindst, kan vi nævne vestjyske Lystbækgaard. Her holder fårehyrden Berit til og sammen med sin fåreflok, passer hun den unikke natur på den jyske hede omkring Ulfborg. Faktisk passer hun heden så godt, at hun i 2020 blev nomineret til Nordisk Råds Miljøpris for sit arbejde med naturpleje.