Geniale græskarsnurrer med frisk rosmarin

 

Disse græskarsnurrer er en rigtig god efterårssnack, som både gør sig godt i madpakken eller som tilbehør til en fyldig efterårssuppe.

Hos Gårdbutikken Månsson i Brande finder du alverdens lækre grøntsager. Om efteråret kan du bl.a. købe de smukke og smagfulde hokkaidogræskar, som kan bruges på utallige måder.

1:45 0:15 2:00 normal

Ingredienser

Dej

25 g gær
1,5 dl mælk
1,5 dl vand
0,5 dl olie
1 æg
1 tsk. honning
2 tsk. groft salt
50 g grahamsmel
450 g hvedemel

Græskarfyld

et kvart hokkaidogræskar
et par håndfulde revet ost
1 tsk. groft salt
et par kviste frisk rosmarin

Andet

1 æg til pensling

Tilberedning

  • 1

    Rør gæren ud i mælken og vandet og tilsæt olie og æg. Rør det hele sammen og tilsæt honning, salt og grahamsmel. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt, under omrøring, indtil du har en glat og smidig dej.
    Dejen sættes til hævning i en ren skål med et klæde over i ca. 45 minutter.

  • 2

    Imens klargøres fyldet. Græskarret skrælles og rives på et rivejern og rosmarinen skæres i mindre stykker.

  • 3

    Når dejen har hævet, rulles den ud på et meldrysset bord til den ca. har en rektangulær form på 60 x 30 cm. Revet ost og græskar samt rosmarin og et drys salt fordeles ud over dejen og dernæst foldes ca. en tredjedel af langsiden ind mod midten og dernæst foldes den anden langside indover.

  • 4

    Skær strimler på ca. to cm på tværs af de tre lag. Hver enkelt strimmel snurres et par gange, drejes om sig selv og enderne 'fastgøres' under snurren.

  • 5

    Varm ovnen op til 200 grader.

  • 6

    Sæt snurrerne på en bageplade og lad dem hæve i ca. en halv time.

  • 7

    Når snurrerne har hævet, pensles de med det piskede æg.

    Snurrerne bages ved 200 grader i ca. 10-15 minutter.