Rabarber er en af forårets lækreste afgrøder og de fine stængler kan bruges på alverdens måder.
Disse rabarber kommer fra Marianne og Per, der siden 1993 har drevet Bakkely gårdbutik i Viborg, hvor de bl.a. sælger grøntsager og frugter, som de selv dyrker i landskabet omkring Viborg og i Anhøj frugtplantage nær Støvring.
Udover årstidens friske råvarer, finder du et stort udvalg af lækre specialprodukter – Bakkely er især mestre i at lave smukke gavekurve, der kan give glæde til enhver fødselar eller værtinde.
Kompotten her er simpel at lave og kan bl.a. bruges ovenpå morgenmaden, som en del af små triflidesserter eller i lagkagen. Derudover er kompotten et skønt supplement i det salte køkken – f.eks. passer en skefuld godt til et saftigt stykke kylling (se goforlocal) der har haft et godt liv i dit lokalområde.

Sunset Panorama
Simpel og smagfuld rabarberkompot

Smiley face 30 minutter

INGREDIENSER:
350 g rabarberstængler
Ca. 100 g sukker
Lidt vand
Lidt vanilje (du kan også bruge andre smagsgivere, f.eks. ingefær eller chili)

 

FREMGANGSMÅDE:
Rabarberstænglerne renses og skæres i mindre stykker. De kommes i en gryde med lidt vand, sukker og vanilje. Varm først op ved middel varme og når rabarberne er blevet godt møre og sukkeret er opløst, giver du lige et kompotten et sidste opkog. Justér konsistensen med vand og smag til med sukker, så du får den sødme du foretrækker.
Kompotten kommes i et skoldet glas eller beholder og kan opbevares på køl. Husk at bruge sanserne til at tjekke om kompotten stadig er god. Se, duft og smag.
Jo mere sukker du har tilsat, des længere holdbarhed.

TIP: Rabarberkompotten kan sagtens laves med frosne rabarber. Rens og skær rabarber i små stykker og frys dem ned i poser, så du altid kan lave en omgang simpel og smagfuld rabarberkompot.

Madudvikling og foto’s: Sofie Bjarup Hansen

 

Skriv en kommentar