Efterår er lig med æblesæson. Det bugner i de danske haver og hos vores dygtige æbleproducenter og vi vil gerne slå et stort slag for at gå på opdagelse i alle de spændende sorter vi har herhjemme. Det giver bare mere mening at sætte tænderne i et æble der har vokset et par kilometer fra dit hjem, end ét der har taget en tur kloden rundt før den ender hjemme i frugtskålen.
Vidste du at der findes over 300 æblesorter herhjemme? Læs mere om æbler her eller find din lokale frugtavler her.
Æblesmør er en rigtig god måde at bruge havens eller din lokale gårdbutiks æbler på, da du kan anvende den cremede, smagfulde smør på mange måder; på friskbagte pandekager eller vafler, smurt på en hjemmebagt bolle eller som topping på din yndlingsmorgenmad.
Denne variant er krydret med de lækre tonkabønner, som stammer fra det sydamerikanske træ ’Cumaru’ og hvis du synes ordlyden virker en smule bekendt, så er det nok fordi de små sorte bønner indeholder stoffet kumarin som vi også kender fra kanel.
Ved at bruge tonkabønner i madlavningen, får du en lækker aromatisk og let krydret smag af mandel, vanilje og en lille smule kanel. Et rigtig fint alternativ i de retter hvor du plejer at bruge ren vanilje.
1,5 | kg | æbler |
3 | dl | vand |
3 | dl | sukker |
1 | tonkabønne |
Æblerne skrælles og kernehusene fjernes.
Æblestykkerne kommes i en gryde sammen med vand. Start med at give æblerne et opkog og skru derefter ned for varmen og lad æblerne simre indtil de er blevet til æblegrød.
Tilsæt sukker og tonkabønne. Rør jævnligt i blandingen og sørg for at holde det på en god simretemperatur. Det må ikke koge, men temperaturen skal heller ikke være for lav. Væsken fordamper lige så stille fra æblerne og blandingen tykner. Det kræver stor tålmodighed og at du rører i det jævnligt. Alt efter hvilke sorter du har brugt, har du lækker, cremet æblesmør efter omtrent to timers tid. Smag til undervejs og tilsæt evt. mere sukker hvis du har brugt syrlige æbler.
Kom æblesmørret i skoldede glas og opbevar det i køleskabet. Det kan snildt holde sig et par uger – hvis ikke det er spist inden.
Æbleskrællerne kan rives fint i en blender og bruges i f.eks. bagværk eller som fyld i en gryderet.