Den danske vestkyst er et dejligt sted med det salte Vesterhav og den karakteristiske vestenvind. Herovre hælder alle træerne lidt mod øst, og det flade landskab betyder, at man kan se mange kilometer i klart vejr. Udover Vesterhavet, den jyske hede og gravhøje, finder man også en masse skønne lokalproducenter og gårdbutikker i Vestjylland.
Vi starter vores tur rundt til de vestjyske gårdbutikker oppe ved Holstebro. Her ligger den smukke, gamle herregård Ausumgaard på et højdedrag mellem Struer og Holstebro. I gårdbutikken på den vestjyske herregård finder du primært produkter, som de selv har produceret. Det drejer sig først og fremmest om lækkert kød fra Ausumgaardgrisene samt stenformalet mel, der laves af korn fra herregårdens egne marker. Selvom den vestjyske herregård er gammel, er det på ingen måde ensbetydende med, at deres landbrug er gammeldags. De har stort fokus på bæredygtighed og producerer bl.a. deres egen bæredygtige energi fra vindmøller og biogas.
Vi bliver ved Holstebro lidt, hvor hobbylandbruget Tvis Gårdbutik også befinder sig. I denne vestjyske gårdbutik kan du købe lækkert kød fra fjerkræ, der har levet et frit og naturligt liv på gården. Butikken byder på et bredt udvalg af forskelligt fjerkræ som ænder, kalkuner, kyllinger og høns. Gården har eget slagteri, så der er altid mulighed for at bestille helt friskslagtet fjerkræ.
De vestjyske heder og enge kan være hård kost for mange dyr, da vestenvinden kan være nådesløs. Dette er dog ikke noget får ikke kan klare med deres tykke uldklæder. Derfor er får det helt perfekte valg til naturpleje i det vestjyske.
Bevæger vi os sydpå fra Holstebro til Ulfborg, finder vi Lystbækgaard. Her på gården drives der primært fåredrift, og i den hyggelige gårdbutik sælger de forskellige udskæringer af lammekød. Butikken byder bl.a. også på lækre lammepølser, som det altid er muligt at smage på, før man køber. Fårene på Lystbækgaard bruges til at udføre naturpleje i de skønne naturområder langt Nissum Fjord og Limfjorden ved Gjellerodde i Lemvig Kommune.
Noget længere sydpå ved Varde ligger Varde Ådal Lam, og som navnet antyder er det også lammekødet, der er i fokus her. Udover lækre udskæringer af lam, byder den vestjyske gårdbutik også på kød fra gårdens egne grise, gæs, ænder og høns. Alt kødet er opdrættet økologisk og med dyrevelfærd i højsædet. Faktisk er kødet fra Varde Ådal Lam så godt, at det serveres på nogle af landets Michelin restauranter.
Det kan godt være, at de fleste forbinder økologi med storbyer som Aarhus og København. Og det kan da også godt være, at der generelt er større efterspørgsel efter økologiske varer i storbyerne. Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at man ikke kan finde skønne, økologiske gårdbutikker i Vestjylland.
Et rigtig godt eksempel på en økologisk gårdbutik i Vestjylland er Gårdbutikken Økoladen ved Ringkøbing. Her finder man et bredt udvalg af økologiske kvalitetsprodukter – både fra deres egen produktion af grøntsager og oksekød samt fra andre danske, økologiske lokalproducenter. Faktisk er Økoladen så skøn en gårdbutik, at den vandt goforlocal-prisen 2019 i kategorien ’Danmarks Bedste Gårdbutik’.
Butikken St. Gaasdal er et andet godt bud på en økologisk vestjysk gårdbutik. I butikken, der er beliggende ved Skjern, finder du altid et stort udvalg af lokalproducerede, økologiske kvalitetsprodukter fra Økogårdene Skjern Enge. Kødet i gårdbutikken kommer fra grise og køer, der har levet et roligt og naturligt liv med masser af motion og frisk luft.
Denne artikel er sidst opdateret i marts 2021 og omfatter kun goforlocal-partnere. På vores kort kan du altid finde en opdateret oversigt over alle gårdbutikker og lokalproducenter i dit lokalområde.