Vores utroligt kompetente dommerpanel, bestående af detailhandel- og forbrugereksperten Flemming Birch, klimajournalisten Anna Fenger Schefte og den gastronomiske iværksætter Claus Meyer, er nu blevet enige om, hvem af de nominerede gårdbutikker og lokalproducenter, der løber med årets goforlocal-priser.
Hvis man spørger dommerne, og det gjorde vi jo, er der ikke meget, der kan hamle op med et regulært kulinarisk slaraffenland. Derfor var det også et enigt dommerpanel, der besluttede, at Stengårdens Økologiske Gårdbutik skulle have prisen som Danmarks Bedste Gårdbutik 2020.
Elisabeth og Jens Otto har drevet Stengården i mere end 20 år, og det kan ses. Gårdbutikken kan faktisk bedst betegnes som et lille økologisk supermarked, hvor man kan handle ind til et helt måltid på én gang. Udover det store udvalg, lagde dommerne også vægt på, at Stengården har en stor egenproduktion af lækre kvalitetsprodukter. Og det er med god grund, for på Stengården dyrker de ikke mindre end 100 forskellige typer grøntsager. Det er yderst sjældent, at man møder nogen, der brænder for kål på samme måde som Elisabeth og Jens Otto.
At give Stengården prisen er mere end bare et klap på skulderen. Det er en form for ’life-time achievement award’, der siger, at det har de sgu gjort godt.
Årets vinder af goforlocal-prisen i kategorien ’Danmarks Bedste Lokalproducent’ kan vist bedst betegnes som lidt af et wildcard. Dommerne blev lynhurtigt enige om, at fynske Sybergkvæg fortjente at løbe med prisen – det eneste ’problem’ var bare, at det slet ikke var den kategori, vi hos goforlocal havde placeret dem i. Efter lidt snakken frem og tilbage, bøjede vi os dog for dommernes ekspertvurdering, da deres argumenter ikke var til at skyde igennem. Som Flemming Birch sagde: ”Hvis jeg kører ud til Sybergkvæg med forventningen om, at de er Danmarks bedste gårdbutik, så vil jeg nok blive skuffet. Hvis de derimod er Årets Lokalproducent, vil jeg slet ikke blive skuffet.”
Sybergkvæg drives af Lene og Peter, og passionen for deres Skotsk Højlandskvæg skinner tydeligt igennem. Alle avlsdyrene har f.eks. navne og bliver klappet og kælet med, da de slet ikke kan lade være. Det er da også denne kærlighed til dyrene, som ligger til grund for dommernes beslutning. Der er nemlig en klar forbindelse mellem natur, dyr og mennesker, og dyrevelfærd og kvalitet er tydeligvis i højsædet. Hos Sybergkvæg finder man kød af høj kvalitet fra dyr, der har levet et godt og naturligt liv.
Sybergkvæg er et rigtig godt bud på, hvordan fremtidens kødproduktion skal se ud indenfor en bæredygtig ramme.