Gårdbutikker på Fyn

Nyheder

Der er rigtig mange jyder og sjællændere, der ser Fyn som noget, man bare skal igennem, når man tager bilen fra Jylland til Sjælland eller omvendt. Det er en skam, for det er sandt, hvad man siger: Fyn er fin!

Fyn er især kendt for eventyrlige Odense og H.C. Andersen. Bevæger man sig lidt væk fra den fynske hovedstad, finder man dog en masse idyllisk natur, der er som taget ud af et eventyr. Midt i den idylliske natur finder man også en masse skønne, fynske gårdbutikker og lokalproducenter, der brænder for at sælge og producere kvalitetsprodukter.

Mørt og lækkert kød fra glade dyr

I gårdbutikkerne på Fyn er der rig mulighed for at købe noget lækkert kvalitetskød med hjem. Mange fynske gårdbutikker og lokalproducenter sælger kød fra dyr, der har levet et naturligt liv i smukke omgivelser. Mange steder fungerer dyrene også som naturplejere, og de hjælper derfor med at styrke biodiversiteten i deres område.

På den nordøstfynske halvø Hindsholm ligger Sybergkvæg, der vandt goforlocal-prisen 2020 i kategorien ’Danmarks Bedste Lokalproducent’. Her kan du altid købe lækkert, mørt kød fra deres Skotsk Højlandskvæg, der har græsset på de nærliggende engarealer. Hos Sybergkvæg er der fokus på bæredygtighed og dyrevelfærd, hvilket også er grunden til, at de løb med goforlocal-prisen.

Hvis vi bliver på Hindsholm lidt, finder vi Hindsholm Gårdbutik & Restaurant, der drives af et dansk-engelsk par. Her er alle produkter økologiske, og kærligheden til naturen og den gode mad er i fokus. Deres specialitet er deres oksekød, som går under navnet Hindsholm Beef. Det smagfulde kød kommer fra Jersey ungtyre, der lever et stille og roligt liv i naturlige omgivelser. Kødet kan enten købes med hjem eller nydes tilberedt i gårdens hyggelige, lille restaurant.

Bevæger vi os lidt vestpå, kommer vi til Jersore Galloway/Jershave Naturkød. Her går de krøllede Gallowaykvæg og plejer naturområderne omkring Bogense, indtil de bliver til lækre, saftige bøffer. Galloway er langsomt voksende kvæg, hvilket betyder, at kødet får fine fibre og rigtig flot fedtmarmorering. Når dyrene ydermere kun fodres med græs, som det er tilfældet hos Jershave Naturkød, får man noget rigtig lækkert kvalitetskød.

Bevæger vi os østpå til Odense, kommer vi til endnu en økologisk gårdbutik, der producerer kød af høj kvalitet. Her er der tale om Dreyers Økologiske Gårdbutik, der byder på et stort udvalg af kødudskæringer fra okse og kalv samt lam, svin og forskelligt fjerkræ. Hos Dreyers Økologiske Gårdbutik er dyrevelfærden i højsædet, og de lægger en ære i at sælge kød fra dyr, der har haft det godt.

Længere sydpå ligger Madkassen på Moselund Økologi. Som navnet antyder, er der her igen tale om en økologisk kødproduktion. Her på gården sælges der dejligt oksekød fra Hereford kødkvæg og svinekød fra sortbroget dansk landrace. Her lever dyrene også et så naturligt liv som muligt, hvor de har mulighed for at gå udenfor hele året.

Sidst, men bestemt ikke mindst, finder vi på Sydfyn det lille deltidslandbrug med tilhørende gårdbutik, Høkildegård Landhandel. I gårdbutikken kan du købe kvalitetskød fra gårdens egne kødkvæg, frilandsgrise, får og geder. Alt kødet i gårdbutikken er 100 % økologisk bortset fra svinekødet, da frilandsgrisene også fodres med ikke-økologisk foder.

Frisk frugt fra Fyn

Fyn er det sted i Danmark, hvor der produceres absolut mest frugt. Klimaet på øen er nemlig helt optimalt til frugtavl. Hvis du er vandt til kun at spise importerede æbler fra supermarkederne, bør du gøre dig selv den tjeneste at slå et smut forbi en dansk frugtavler. At sætte tænderne i lokalproduceret frugt er nemlig en helt anden, sprød og frisk oplevelse.

I Oure, ikke langt fra Svendborg, ligger Ullemose Frugt, der var nomineret til goforlocal-prisen 2020 i kategorien ’Danmarks Bedste Lokalproducent’. I frugtplantagen dyrker de mange forskellige æblesorter samt blommer og pærer. Deres friske frugt kan købes i den lille vejbod samt i den hyggelige gårdbutik, der slår dørene op hver lørdag. Her er der mulighed for at få en snak med frugtavleren samt råd og vejledning i forhold til de forskellige sorter.

I nærheden af Svendborg finder du også Fårehavegård Økologi, der ligeledes producerer frisk, fynsk frugt. I gårdens æbleplantage dyrker de ikke mindre end ni forskellige æblesorter. Æblerne kan købes friske i den lille æblebod, eller de kan købes som lækker most. Udover æbler producerer de også mørt, økologisk oksekød fra studekvæg, der er opvokset på gården.

Bevæger vi os nordpå til halvøen Hindsholm, kommer vi til Nybro Frugtplantage. Her dyrker de skønne frugter som jordbær, sødkirsebær, æbler, pærer, blommer samt nye kartofler. I deres hyggelige gårdbutik kan man købe de friske frugter, når de er i sæson, samt en masse spændende hjemmelavede og lokale specialiteter. De laver desuden en fremragende hjemmepresset æblemost i mange forskellige smagsvarianter.

Fynske specialiteter

Udover kød og frugt byder Fyns gårdbutikker også på en masse forskellige specialiteter fra fynske lokalproducenter. Én af disse er Gundestrup Mejeri & Bryghus, der ligger i Vester Skerninge på Sydfyn. Her produceres der danske oste som i de gode gamle dage, og særligt den fynske rygeost er populær. Som noget helt særligt benyttes ostevallen, som er et restprodukt fra osteproduktionen, til fremstilling af øl. Det er da bæredygtighed, der vil noget!

I Ringe på Midtfyn ligger Økomølleriet Kragegaarden, hvor der produceres økologisk mel efter gammel tradition. Melet produceres af gamle kornsorter, der dyrkes på mølleriets egne marker og formales på originale stenkværne. På denne måde bevares kornets kim og slutresultatet er et naturprodukt, der har bibeholdt alle kornets gode egenskaber.

Midt i Svendborg ligger Byens Gårdbutik, som er en socialøkonomisk virksomhed. Målet med gårdbutikken er at skabe arbejdspladser for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Butikken fungerer desuden som praktikplads for borgere i ressourceforløb samt som springbræt for borgere i afklaringsforløb. Gårdbutikken sælger udelukkende lokalproducerede produkter fra Fyn og Øhavet. Byens Gårdbutik var desuden nomineret til goforlocal-prisen 2019 i kategorien 'Danmarks Bedste Gårdbutik'.

Oplevelser og lækkerier fra Øhavet

Som rosinen i pølseenden har vi et par lokalproducenter, der ikke ligger på Fyn, men derimod i det Fynske Øhav. Den første af disse er Skovsgaard Café & Gårdbutik, der er beliggende i Rudkøbing på Langeland. I den indbydende gårdbutik, kan du købe produkter, der er produceret på Skovsgaard Gods. Du finder bl.a. deres hjemmebryggede øl samt okse- og lammekødsprodukter. I den hyggelige café kan du nyde et måltid mad, der primært er lavet af økologiske og lokalproducerede råvarer.

På den lille sydfynske ø, Skarø, kan du købe lækker, lokalproduceret is hos Skarø Is. Her laves isen for så vidt muligt på lokale råvarer, og der bruges bl.a. birkesaft og vilde bær i produktionen. Isen er udelukkende lavet på naturlige og økologiske råvarer helt uden tilsætningsstoffer.

På Avernakø ligger det hyggelige Avernakø Landhotel. Her kan du overnatte i smukke omgivelser og finde ro i naturen på den lille, hyggelige ø. Landhotellet er indrettet i en gammel skole og i den hyggelige have kan man hilse på mange forskellige dyr. Der er også en tilhørende gårdbutik, hvor man kan købe lokale specialiteter og produkter fra havens dyr.

Denne artikel er sidst opdateret i marts 2021 og omfatter kun goforlocal-partnere. På vores kort kan du altid finde en opdateret oversigt over alle gårdbutikker og lokalproducenter i dit lokalområde.