Julen er noget af det mest traditionsbundne vi har i Danmark. Hver familie har sine egne traditioner, hvor nogle f.eks. tager i kirke juleaftensdag, mens andre bliver hjemme og ser Disney’s Juleshow. Når det kommer til maden, har alle familier også deres helt faste traditioner, hvor nogle familier hvert år stiller andesteg på bordet juleaften, mens andre sværger til flæskesteg.
Uanset om julemiddagen står på and, flæskesteg eller noget helt tredje, er der rig mulighed for at købe kvalitetskød til julemiddagen i landets gårdbutikker. Herunder kommer vi med inspiration til julemiddagen og en oversigt over gårdbutikker, der forhandler lokalproduceret kvalitetskød.
I mange danske familier står julemiddagen på flæskesteg med kogte og brunede kartofler, syltet rødkål, asier og naturligvis rigeligt sovs. I nogle familier serveres der også chips til flæskestegen, og det er en årligt tilbagevendende diskussion, om der skal chips på bordet eller ej. Det er dog primært en tradition hos jyske familier at servere chips til flæskestegen.
Flæskestegen er faktisk blevet spist til jul i Danmark lige siden middelalderen. Dengang fik grisene lov til at gå og mæske sig i løbet af efteråret, indtil de var slagteklar engang i november. I gamle dage var kød en langt større luksus, end det er i dag, og der var derfor intet, der måtte gå til spilde, når man slagtede. Det er også derfor, vi har tradition for at spise bl.a. medisterpølse, sylte og blodpølse op til jul.
Skal flæskestegen være lokal i år? Så får du her en oversigt over nogle af landets mange gårdbutikker, der forhandler svinekød. Kontakt dem endelig og forhør dig om, hvorvidt de kan være behjælpelige med en lækker, lokalproduceret flæskesteg i år. Og brug vores søgeværktøj til at finde endnu flere forhandlere i dit lokalområde.
Nordjylland: Læsø Slagteren.
Vestjylland: Ausumgaard, Butikken St. Gaasdal & Varde Ådal Lam.
Østjylland: Lindbjerggaard, Ny Lundgaard Ismejeri, Lottes Gaardbutik & BentesBondegaard.
Sydjylland: Gårdbutikken Månsson, Kokærgaard, Rurup.dk Kødbutik & Goods Gårdbutik.
Fyn: Høkildegård Landhandel, Dreyers Økologiske Gårdbutik, Byens Gårdbutik & Madkassen på Moselund Økologi.
Sjælland: Stengårdens Økologiske Gårdbutik, Stensbølgaard & Kildemarksgaarden.
I dag er der nok cirka lige mange der spiser and som flæskesteg til jul. Traditionelt set var andesteg dog mere forbeholdt det finere borgerskab. Sammenlignet med svin er der langt mindre kød og fedt på en and, hvilket gjorde det til en dyrere spise, som bønderne ikke havde råd til i gamle dage. I dag er der faktisk mange familier, der serverer både flæskesteg og andesteg, da familier også kan være splittet internt om, hvorvidt der skal være det ene eller det andet på bordet juleaften.
Skal der andesteg på bordet hos jer juleaften, så kan du finde en oversigt over lokale forhandlere af and lige her.
Det er slet ikke sikkert, det er muligt, men hvis du er blevet træt af altid at servere den samme and eller flæskesteg juleaften, så kan vi anbefale at sætte lam på bordet. Lammekød er ikke en traditionel julespise her i Danmark, men det er det andre steder i verden. I New Zealand finder man f.eks. ofte stegt lam på julebordet, mens man I Island traditionelt set serverer røget lammekød.
Har du fået mod på at servere julelam i år, får du her en oversigt over nogle gårdbutikker, der sælger lækkert, lokalproduceret lammekød.
Nordjylland: Rebildcentrets Gårdbutik & Læsø Slagteren.
Vestjylland: Varde Ådal Lam & Lystbækgaard – Fårehyrdensgaard.
Østjylland: Torvehallen Sdr. Vissing, BentesBondegaard & Lottes Gaardbutik.
Sydjylland: Rurup.dk Kødbutik.
Fyn: Dreyers Økologiske Gårdbutik, Høkildegård Landhandel, Byens Gårdbutik & Skovsgaard Café og Gårdbutik (på Langeland).
Sjælland: Højvang Gourmet, Snoremark Mjødbryggeri & Stengårdens Økologiske Gårdbutik.